
Om Domaine du Prieuré

Vingården er beliggende i hjertet af Côte de Beaune, nær den lille maleriske vinby Savigny-lès-Beaune, tæt ved byen Beaune i Bourgogne.
Familiens domaine blev grundlagt af Auguste Maurice i begyndelsen af det 20. århundrede, efter at have dyrket vin for andre vinbønder i Vougeot, og dækkede på dette tidspunkt blot omkring 4 hektarer.
Et halvt århundrede senere, opkøbte Henri Maurice (2. generation) en Priory, der før havde tilhørt cisterciensermunke, hvorfra de dyrkede vin, og som kan dateres tilbage til det 18. århundrede.
Bygningen blev med tiden blev hjertet i vingården og gav Domaine du Prieuré sit navn.
I dag drives vingården af Stephen Maurice, som er 4. generation på Domaine du Prieuré, der i sammenspil med hustruen Lucie, og yderligere én ansat, er ansvarlig for hvert skridt – Fra druernes trivsel og liv i vinmarken til vinen kommer på flaske.
Terroirs og appellationer
Vinmarkerne strækker sig i dag over 12,5 hektar, fordelt over Savigny-lès-Beaune, Hautes Côtes de Beaune og Volnay, hvoraf størstedelen er beliggende tæt ved vingården og flere dækker små plots på Cru markerne: “Les Hauts Jarrons”, “Les Lavières” og “Les Champs Pimont”.
Vinstokkene prydes primært af Pinot Noir og Chardonnay, der anses som kongedruerne af Bourgogne, men der findes også enkelte plots beplantet med Aligoté, og noget så særpræget som Solaris.
Bæredygtig økologisk vindyrkning og fremstilling
Domaine du Prieuré begyndte i 2020 omlægge vingården til økologisk landbrug og blev i 2023 økologisk certificeret: AB (Agriculture Biologique).
Dette betyder blandt andet at al arbejde i vinmarkerne, herunder også høsten, foregår i hånden.
Druerne afstilkes og sorteres, så snart de ankommer til vingården.
Herefter følger maceration og naturlig gæring uden særlig menneskelig indgriben.
Vinene lagres til slut mellem 9-12 måneder, afhængigt af årgang, og på op til 30% nye fade.
Aftapning i slutningen af december eller begyndelsen af januar.
Om Savigny-les-Beaune
Appellationen Savigny-les-Beaune ligger i den sydlige del af Côtes de Beaune i Bourgogne, hvor vinmarkerne, strækker sig i den lille dal mellem mægtige Corton, Pernand-Vergelesses og Beaune.
Her ligger vinmarkerne sig yndefyldt og næsten malerisk på hver sin side af Rhoin-floden, hvor vinstokkene gror mellem 250 – 400 meters højde, har en blød stigning i starten, men bliver stejlere jo højere oppe de er beliggende.
Jordbunden er yderst alsidig og varierer fra sten og grusholdig op mod Pernand-Vergelesses til rødbrun og lerholdig kalkstens jord, der dominerer, hvis man drager mod syd.
Med et så spændende og spraglet terroir, er det ikke så sært, at der eksisterer hele 22 Premier Cru marker og yderligere 29 markbetegnelser i Savigny-Les-Beaune på de kun godt 345 hektar.
Området opnåede egen AOC status i 1937.